Forfattere svarer L&F: Landbruget stiller store krav til landet. Ikke omvendt.

Landbrugsdebatten indtager en central plads i valgkampen, fordi der er så meget på spil for vores natur, klimaindsats, økonomi, sundhed og evne til at forsyne os selv med mad. Med et ønske om at bidrage til debatten og i særdeleshed punktere nogle af de falske myter, som florerer, fortjener denne replik fra landbrugets mest magtfulde lobbyorganisation, Landbrug og Fødevarer, et svar fra os.

Vi vil starte med at takke dig, Martin Hjort Jensen, for igen at tage dig tiden til at svare os, og så vil vi ellers gå lige til sagen. Du fremfører syv argumenter, som alle kalder på en videre undersøgelse, for mens vi underbygger alle argumenter med specificeret dokumentation, efterlader du os mest af alt med hensigtserklæringer og påstande uden rygdækning.

Animalsk produktion er ineffektivt

Du skriver i dit modsvar til os, at der skal måles på andet end protein alene for at vurdere et landbrugs effektivitet. Vi er enige. Du nævner selv ernæringsværdi, klimaaftryk og arealudnyttelse som eksempler på vigtige parametre. Med det som billedet på succes, virker det imidlertid som en håbløs strategi at ville producere kød i så store mængder, som vi gør det i Danmark. At vi har verdensrekorden med flest svin pr. indbygger taler sit eget tydelige sprog.

Ernæringsværdien har vi behandlet i en af vores tidligere indlæg, så vi kan dedikere pladsen til de to andre punkter. Sidste år udgav mere end 70 af verdens førende eksperter sammen the EAT-lancet rapport, hvor de bl.a. bekræftede, at 30% af de globale drivhusgasser fortsat kommer fra landbruget (det er som bekendt 1/3 i Danmark), og deres største anbefaling for at adressere dette var en reduktion af kødforbrug- og produktion. Det er gentagende gange blevet fremhævet som den strategi indenfor fødevaresektoren, der har den største positive effekt på klimaet (såvel som naturen), som samtidigt sikrer, at folk er velernærede. Det hænger bl.a. sammen med, at den animalske produktion også er arealmæssigt ineffektiv, fordi der skal ryddes så meget natur for at have plads til produktionsdyr og ikke mindst til at dyrke foder.

At udvikle en plan er ikke det samme som en plan

Du skriver, at når det gælder risikoen for sygdomsudbrud i svineproduktionen, så udvikler I planerne løbende.

Det er ikke synderligt betryggende, fordi det ikke kan tolkes på anden måde, end at planerne ikke er færdigudviklet, som Mathilde Walter Clark også påpegede allerede sidste år, uden at der er blevet fremvist nogen beredskabsplan endnu. Det danske samfund løber en kæmpe risiko. Virologer har kaldt det en "tikkende bombe", og det mindste vi kan forlange er en plan for, hvad der skal gøres ved de mange tusinde tons dyr, hvis der går sygdom i den.

Et sporbarhedsproblem: Ingen gris uden foder

Du skriver, at der er fuld sporbarhed i den danske produktion gennem hele værdikæden, og at den global sojaimport fra Amazonas regnskoven er en anden problematik.

Men uden at det skal blive alt for filosofisk, hvordan kan der så være "sporbarhed gennem hele værdikæden", når der ingen grise vil være uden de ikke-sporbare 1,2 - 1,7 millioner tons soja, som den danske svineindustri importerer hvert år? Ingen grise uden foder, og derfor kan den danske svineindustri ikke bryste sig af sporbarhed.

Dyrevelfærd: Initiativer uden betydelig effekt

Vi er glade for at høre, at dyrevelfærd også fylder meget i branchen, og vi har noteret os, at branchen og regeringen har taget initiativer. Vi må dog konstatere, at de gode intentioner stadig efterlader meget tilbage at ønske.

Danske forskere har tidligere vurderet initiativerne til at være "uden betydelig effekt, fordi reelle løsninger kræver andre tiltag end dem, som er foreslået." De ting, der virkelig kunne gøre en forskel, som f.eks. at stoppe den ekstreme avl med fokus på hurtig vækst og en unaturligt stor kuldstørrelse samt, de kommer ikke på bordet. Men det er der til gengæld et borgerforslag om med mere end 77.000 tusinde underskrifter på, så måske det snart ændrer sig.

Danmark kan ikke holde til alt det gylle

Vedrørende pesticider, kvælstof og iltsvind nævner du, at landbruget arbejder sammen med samfundet om løsninger. Vi mangler dog stadig at se frugterne af det arbejde, og det haster.

Vi har allerede berørt pesticiderne i et tidligere indlæg, så lad os fokusere på kvælstoffet og iltsvinden. Ingen af Danmarks 109 kystnære farvande er i en god økologisk tilstand, fordi der udledes så meget kvælstof, at det skaber iltsvind. Imens industrilandbruget forsøger at give spildevandsanlæggene skylden for det, er det dokumenteret, at landbruget står for godt og vel 70% af kvælstoffet, mens at renseanlæg, bebyggelse og lign. står for samlet ca. 6%. Det er rigtigt, at der siden 90'erne har været et fald, men det har været utilstrækkeligt, og har i øvrigt stået stille de sidste 10 år. Kort sagt, vores lille Danmark kan ikke holde til de omtrent 40 millioner tons gylle, som dyrene i den animalske produktion udgyder hvert år.

Det er landbruget, der stiller store krav til Danmark

Du skriver, at samfundet stiller store krav til landmændene, og at der står et menneske bag hver beslutning.

Vi har aldrig sagt, at det skulle være nemt. Det er der os bekendt meget få erhverv, som er. Men dette er særlig vigtigt, fordi landbruget ligger beslag på lidt over halvdelen af vores areal og derfor har store konsekvenser for vores lands ve og vel. Vi ved, at det danske landbrug rummer mange forskellige tilgange, og ikke mindst er befolket af hårdtarbejdende folk, og det giver håb for, at hvis vi ændrer rammerne, kan landbruget også ændre sig til det bedre.

Når det så er sagt, vil vi påpege, at der i øjeblikket foregår en stærkere kravsætning den anden vej rundt. Landbruget stiller store krav til det danske samfund, når I f.eks. kun vil stoppe med at sprøjte med gift i grundvandet, hvis den danske stat betaler jer for at lade være. Det er en aggressiv fejlfortolkning af den private ejendomsret, at fordi nogen ejer et stykke øvre jordlag, så må denne person forgifte det i en sådan grad, at det ødelægger vores fælles grundvand i undergrunden.

Vi er stolte af de små frontløbere

Du skriver, at du er stolt af dansk landbrug, fordi det har taget udfordringerne op.

Der er ingen tvivl om, at nogle danske landbrug har. Vi kender selv til flere små økologiske landbrug, der arbejder med og ikke mod naturen, og som vi på alle måder er stolte af at dele land med. Især fordi de leverer på trods af, at de politiske rammer spænder ben for dem, alene fordi de er små. Men når vi ser på det danske landbrug som helhed, hvor de store, industrialiserede animalske produktioner fylder mest, så er stolthed ikke ordet, der falder os for munden.

Der findes intet land i verden, der i en sådan grad insisterer på en overproduktion af animalske fødevarer. Med bl.a. et tårnhøjt klimaaftryk, Europas dårligste natur og deprimerende iltsvind i indre farvande til følge. Der er en grund til, at al videnskab peger på, at hvis vi skal lykkes med en retfærdig grøn omstilling og stadig have mad nok til alle, skal der produceres færre animalske fødevarer. Så nej, det kan vi ikke være stolte over. Og, lad det være vores afsluttende ord.